Jens Peter Kellerman

Biografi

Jens-Peter Kellermanns kunst tager udgangspunkt i det sete og består hovedsageligt af dyre- og menneskefremstillinger, herunder portrætter. Hans arbejder kendetegnes af omhyggeligt modellerede former og skarpt profilerede flader. Mange skulpturer har kvindekroppen som udgangspunkt, men han har også fremstillet monumenter, fra bronzealderpigen fra Skrydstrup (1979) til den grønlandske politiker Jørgen Olsen (1990). Endelig har Jens-Peter Kellermann skabt mere frit fabulerende værker, bl.a. den underfundige Himmelkikkeren fra 1993. I denne skulptur, der pudsigt nok vender ansigtet nedad, har han anvendt to materialer med vidt forskellige kvaliteter, nemlig træ og bly. Sammenkoblingen af flere materialer i en skulptur går igen i flere værker fra 1990erne. Her synes det naturalistiske udgangspunkt i nogen grad at træde tilbage til fordel for Jens-Peter Kellermanns personlige fortolkning af motivet, præget af både alvor og lune.

Tilbage